*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Kevin Warsh er kommet skidt fra start i Federal Reserve

Kevin Warsh er kommet skidt fra start som formand for den amerikanske centralbank. Det vurderer Nykredits chefstrateg Frederik Engholm efter Warshs første to pengepolitiske møder.

Kevin Warsh har endnu ikke overbevist som formand for den amerikanske centralbank, hvis man spørger Nykredits chefstrateg Frederik Engholm.

Siden han overtog posten fra Jerome Powell i slutningen af maj, har kommunikationen fra den nye Fed-formand ifølge chefstrategen været præget af kække bemærkninger og overordnede betragtninger om rollen snarere end økonomisk substans og forklaringer på Federal Reserves konkrete beslutninger.

”På Warshs første møde med pressen var kommunikationen overfladisk og uden økonomisk substans. Det kunne forklares med den nye formands behov for at redegøre for en anderledes tilgang til rollen end sin forgænger. Da han i slutningen af juli for anden gang stod i spidsen for et pengepolitisk møde, var forventningen derfor, at man denne gang ville få mere økonomisk substans - ikke mindst fordi der herskede usædvanlig stor usikkerhed om renteudsigterne. Det skete dog ikke,” siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit og Spar Nord.

Markedet mangler en forklaring

Tilgangen har krads kritik af Warsh og samtidig bidraget til stigende amerikanske statsrenter. Finansmarkederne har ganske enkelt svært ved at få øje på en klar og troværdig linje fra den nye centralbankchef.

Dele af Warshs tilgang kan dog ifølge Frederik Engholm godt forsvares. Det gælder blandt andet hans afstandtagen fra centralbankers stigende brug af såkaldt forward guidance, hvor centralbanken signalerer sine intentioner om fremtidige renteændringer.

”Der er gode argumenter for, at behovet for forward guidance er mindre i den nuværende situation. Værktøjet er især vigtigt, når renten befinder sig omkring nul, og mulighederne for yderligere rentenedsættelser derfor er begrænsede. Her kan et klart signal om, at renten vil blive holdt lav i længere tid, være med til at presse de lange renter ned. Det kan have stor betydning for blandt andet erhvervs- og boliglån,” siger Frederik Engholm.

Men selv om forward guidance ikke er afgørende i den nuværende situation, behøver et fravalg af værktøjet ifølge chefstrategen ikke at betyde et fravalg af al kommunikation om centralbankens overvejelser.

”Warsh har provokerende sagt, at Federal Reserve ikke skal ”ske-made markederne”. Og selvfølgelig skal centralbanken ikke det. Men der er stor forskel på at fortælle markederne, hvad de skal forvente af fremtidige rentebeslutninger, og på at forklare, hvorfor centralbanken træffer de beslutninger, den gør. Den forklaring mangler.”

Centrale spørgsmål står derfor ubesvarede. Hvad lagde Federal Reserve fx vægt på, da den undlod at hæve renten, selv om inflationen ligger langt over målsætningen? Og hvordan vurderer centralbanken den aktuelle udvikling i amerikansk økonomi? Den manglende klarhed er ifølge Frederik Engholm problematisk.

”De finansielle markeder spiller en afgørende rolle i at omsætte styringsrenten til en bredere finansiel impuls i økonomien. Derfor er det værdifuldt, at markedsaktørerne forstår centralbankens overvejelser. Warsh gav dem i stedet anledning til at gætte.”

Et modsætningsfyldt signal

Ifølge Frederik Engholm er der samtidig en tydelig inkonsistens i Warshs kommunikation.

”Warshs grundlæggende synspunkt er, at markedsrenterne i højere grad bør fastsættes af markedet selv uden løbende signaler fra centralbanken – bortset fra selve styringsrenten. Alligevel fremhævede han på det seneste møde stigningen i statsrenterne fra juni til juli som en ønskværdig udvikling. Markedet havde med andre ord gjort centralbankens arbejde for den, lød hans vurdering.”

Det hænger dårligt sammen, påpeger Frederik Engholm.

”På den ene side ønsker Warsh ikke at kommunikere centralbankens intentioner eller rationalet bag dens beslutninger. På den anden side fremhæver han en konkret bevægelse i markedet som ønskværdig. Det er i sig selv et ganske tydeligt signal til markedsaktørerne.”

En kontroversiel melding var det også, da Warsh nedtonede betydningen af det inflationsmål - forbrugsdeflatoren - som Federal Reserve bruger til at vurdere, om centralbanken lever op til sin inflationsmålsætning på 2 pct.

”Der kan være gode argumenter for at følge flere forskellige mål for inflationen. Men det styrker ikke troværdigheden at skabe tvivl om det måleinstrument, der bruges til at afgøre, om centralbanken lykkes med den opgave, den er sat til at løse. Særligt ikke i en situation, hvor der allerede er tvivl om, hvor den nye Federal Reserve-formands loyalitet reelt ligger,” siger Frederik Engholm.

Store forandringer kræver troværdighed

Warsh fremstår som en dygtig iværksættertype med et ønske om at disrupte den måde, pengepolitikken traditionelt bliver ført på. Det behøver ifølge Frederik Engholm ikke i sig selv at være et problem.

”Nye idéer kan være forfriskende, og etablerede metoder kan have godt af at blive udfordret. Men store forandringer kræver troværdighed, og den har Warsh endnu ikke nået at opbygge. Sandsynligvis har han heller ikke etableret det nødvendige følgeskab internt i Federal Reserve til at gennemføre omfattende ændringer.”

Det bliver ifølge Frederik Engholm særligt vanskeligt, når det samtidig er uklart, hvad han konkret ønsker at sætte i stedet for de eksisterende metoder.

”Efter de første to pengepolitiske møder står billedet tilbage af en kommunikation, der er uklar, usammenhængende og til tider direkte inkonsistent, og finansmarkederne har allerede reageret negativt på det.

Forhåbentlig indser Warsh snart, at ønsket om at udfordre centralbankens etablerede praksis ikke fjerner behovet for at forklare, hvorfor Federal Reserve gør, som den gør.”

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler