Ferien er slut – her er sommerens vigtigste begivenheder
Hvis du har haft bedre ting at tage dig til i ferien end at følge nidkært med i verdensøkonomien og de finansielle markeder, får du her et overblik over sommerens vigtigste begivenheder.
De mest afgørende begivenheder over sommeren fra et økonomisk og markedsmæssigt perspektiv har været krigen i Mellemøstens genopblussen (med olieprisstigninger som konsekvens) samt de store udsving i AI-aktier. Det første har medvirket til at skubbe lange renter i vejret i takt med forventninger til pengepolitiske stramninger. Vi har således flirtet med de højeste 10-årige renter i årevis, inden renterne faldt lidt tilbage.
I aktiemarkedet har usikkerhed om konkurrencesituation (fx Moonshot), efterspørgslen og overinvestering i selskaberne inden for AI skabt ængstelse i markedet. Det har bidraget til store kursudsving i tech-aktier og i særdeleshed i chip-producenter. Det er på trods af, at regnskaberne for 2. kvartal generelt har været stærke.
Pengepolitiske møder i juli viste en bekymret, men afventende ECB, som ikke havde meget nyt, mens der forud for Federal Reserves møde var en sjælden usikkerhed om rentereaktionen. Men der kom ingen ændring. Pressemødet var sniksnak uden indhold om det økonomiske. Markedet reagerede ved at sende de lange renter op.
BNP for Q2 var stærkt i eurozonen (delvis pga. Irland) mens væksten i USA fortsat var på den moderate side. PMI-tal for eurozonen viste markant bedring i juli, men Irankrigens opblussen gør signalet usikkert. ISM for USA viste et meget stærkt vækstsignal i juli. Inflationstallene har generelt været pænere end ventet. En blød amerikansk jobrapport for juni med +57K jobs blev efterfulgt af jobtab i juli på -23K. Det var langt under forventningen. Arbejdsløsheden faldt dog fra 4,2% til 4,1%.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil. Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.