*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Inflationsrisikoen – renters rente-effektens onde tvilling

Selvom danskernes indeståender i bankerne vokser og vokser, bliver vi reelt stille og roligt en smule fattigere. Alt for store beløb står nemlig placeret på almindelige konti og mister købekraft, som årene går. Inflationsrisikoen er reel – og den arbejder stille.

Sparer du op? Så har du sikkert hørt om renters rente-effekten. Den er din gode ven, som får din opsparing til at vokse hurtigere over tid. Men kender du også dens onde tvilling, inflationsrisikoen? Den kan langsomt udhule værdien af dine penge, selvom saldoen på kontoen stiger.

Inflationsrisikoen er årsagen til, at det er en dårlig idé at have for mange penge stående på en almindelig konto over lang tid.

Eksempel: Har du 100.000 kr. stående på en opsparingskonto med 0,5 % i rente, vokser saldoen til 100.500 kr. efter et år. Men hvis priserne samtidig er steget 2 %, skal du bruge 102.000 kr. for at købe det samme som året før. Din opsparing er altså vokset i kroner – men faldet i købekraft.

Den trygge følelse ved en stor opsparing

Ikke desto mindre sætter danskerne hver måned ny rekord for indeståender i bankerne. Nyeste opgørelse viser, at danske husholdninger i maj 2026 havde omkring 1.317 mia. kr. stående i danske banker. Det svarer til, at hver voksen dansker i gennemsnit har godt 265.000 kr. stående på kontoen.

"Det føles trygt at have penge stående på kontoen. En stor opsparing giver en oplevelse af frihed og sikkerhed, og derfor kan det føles risikabelt at investere pengene - eller utrygt at bruge af dem. Men det er en god idé at spørge sig selv, hvad man egentlig sparer op til. Hvis pengene bare bliver stående år efter år uden et formål, risikerer man både at gå glip af et højere afkast og af de muligheder, pengene kunne have givet undervejs,” siger Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.

Kort fortalt: Hvad er inflation?

  • Inflation er den generelle stigning i priserne på varer og tjenester.
  • Når priserne stiger, falder pengenes købekraft.
  • En inflation på 2 % betyder, at noget, der koster 100 kr. i dag, i gennemsnit koster 102 kr. om et år.
  • Hvis din opsparing forrentes med mindre end inflationen, bliver dine penge mindre værd i praksis – også selvom saldoen på kontoen vokser.

Kilde: Danmarks Nationalbank. Egne beregninger og egen tilvirkning. Renten på anfordringskontoen er sat til 0 pct. i perioden.

Grafen ovenfor viser, at hvis du indsatte 100.000 kr. på en anfordringskonto, dvs. en konto uden binding og hvor pengene frit kan hæves fra dag til dag uden gebyr, i 2010, har du fortsat 100.000 kr. her i 2026. Priserne er steget siden 2010, så de 100.000 kr. har nu en købekraft, der svarer til 74.700 kr.

Hvad sparer du egentlig op til?

Det første spørgsmål, du bør stille dig selv, er, hvad formålet med opsparingen er. Svaret har stor betydning for, hvordan pengene bedst placeres.

Er opsparingen din økonomiske buffer?
Alle har brug for en nødopsparing til uforudsete udgifter som en ødelagt vaskemaskine, en bilreparation eller en periode med lavere indkomst. De penge skal være let tilgængelige, selvom de ikke giver det højeste afkast. Vores anbefaling er, at man bør have to-tre måneders udbetalt løn stående kontakt på en konto – læs mere om nødopsparing.

Sparer du op til et konkret mål?
Skal pengene bruges inden for få år – fx til bolig, bil eller en større rejse – kan det være fornuftigt at undgå den risiko, der følger med investering. Til gengæld behøver pengene ikke nødvendigvis stå på en almindelig løn- eller opsparingskonto.

"Hvis du ved, at du først skal bruge pengene om et eller to år, kan det være værd at undersøge, om du kan få en højere rente ved at binde dem i en periode. På den måde kan du mindske inflationsrisikoen uden at påtage dig den markedsrisiko, der følger med investering," siger Jeanette Kølbek.

Er tidshorisonten lang?
Har du først brug for pengene om tre til fem år eller mere, kan investering være en god måde at mindske inflationsrisikoen på. Når pengene investeres, får de mulighed for at skabe afkast, som over tid kan vokse gennem renters rente-effekten. På den måde får din opsparing bedre mulighed for at bevare – og på sigt øge – sin købekraft. Historisk har investering i aktier og obligationer givet et højere afkast end kontante indeståender.

"Renters rente og inflation arbejder i hver sin retning. Når pengene står kontant i mange år, er det ofte inflationen, der vinder. Investerer du derimod med en lang tidshorisont, giver du renters rente-effekten mulighed for at arbejde for dig. Det er ikke en garanti for afkast, men historisk har det været en effektiv måde at opbygge formue på," siger Jeanette Kølbek.

Har du mere stående, end du forventer at få brug for?
Hvis opsparingen vokser år efter år uden et konkret formål, kan det være værd at overveje, om pengene kan skabe større værdi et andet sted. Du kan fx overveje, om de skal gøre nytte ved at give lidt videre til næste generation eller forsøde tilværelsen med oplevelser og projekter, der skaber værdi her og nu.

"Penge er et middel – ikke et mål i sig selv. Derfor kan det være sundt med jævne mellemrum at spørge sig selv, om opsparingen stadig har et formål, eller om nogle af pengene faktisk ville skabe større værdi, hvis de blev brugt til noget meningsfuldt nu, i stedet for til noget udefinerbart i en fjern fremtid - eller givet videre til børn eller børnebørn," slutter Jeanette Kølbek.

Jeanette Kølbek

Formueekspert i Nykredit & Spar Nord

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Bemærk, at alle investeringer medfører en vis risiko, og det er muligt at miste hele eller dele af det beløb, du har investeret. Tidligere resultater siger ikke noget sikkert om fremtidige afkast, som i nogle tilfælde også kan være negative. Hvis du overvejer at investere i fonde, bør du sætte dig grundigt ind i prospektet, dokumentet med central information samt en oversigt over investorrettigheder på www.nykreditinvest.dk og www.sparinvest.dk.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.