*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Iran-USA-aftale løfter markederne og sænker olieprisen

En kommende aftale mellem Iran og USA ser ud til at indfri markedets forventninger om en gradvis normalisering af olieforsyningen hen over sommeren. Det har sendt olieprisen ned og aktiekurserne op.

De finansielle markeder tog godt imod meldingerne om en kommende aftale mellem Iran og USA, som efter planen skal underskrives i Genève fredag. Aftalen ventes blandt andet at forlænge den nuværende våbenhvile med 60 dage, sikre fri gennemsejling gennem Hormuzstrædet og lempe dele af de amerikanske sanktioner mod Iran.

Ifølge Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit og Spar Nord, understøtter aftalen det scenarie, som allerede var markedets hovedforventning.

"Aftalen lader til at levere den bedring i olieforsyningen, som markedet havde håbet på over sommeren. Derfor ser vi også, at markedet reagerer positivt med faldende oliepriser og renter samt stigende aktiekurser," siger han.

Den nærmeste futurekontrakt på Brent-olie er over den seneste uge faldet fra mere end 90 dollar pr. tønde til under  80 dollar. Ifølge Frederik Engholm afspejler udviklingen især, at den risikopræmie, som investorerne har indregnet som følge af konflikten, gradvist bliver taget ud af markedet.

"Faldet i oliefutures afspejler, at risikopræmien bliver priset ud af markedet. Samtidig vil det fysiske marked fortsat afspejle en anden virkelighed et stykke tid endnu - så normaliseringen kan tage tid," siger han.

Ændrer ikke de økonomiske forventninger

Selvom aftalen har fået stor betydning for markedsstemningen, ændrer den ikke på Nykredits overordnede økonomiske forventninger.

"Vi nærmede os et punkt, hvor en fortsat krig kunne have betydet, at vi skulle revidere vores vækstforventninger ned. Det bliver der ikke behov for med den aftale, der nu tegner sig," siger Frederik Engholm.

Nykredit forventer fortsat, at Den Europæiske Centralbank hæver renten yderligere én gang, men aftalen gør timingen mere usikker, og den øger også sandsynligheden for at ECB vælger helt at holde sig i skindet.

Styrker casen for cykliske aktier

Aftalen bidrager samtidig til at reducere nogle af de risici, som har præget de finansielle markeder siden konfliktens udbrud. Ifølge Frederik Engholm er det særligt positivt for de mere cykliske dele af aktiemarkedet.

"Aftalen fjerner særligt risici fra de traditionelt cykliske sektorer og styrker samtidig casen for aktiemarkederne uden for USA, da disse regioner rammes hårdest af krigen.”

Nykredit fastholder dog sin nuværende allokering på tværs af aktivklasser og aktiesegmenter.

"Vi ændrer ikke umiddelbart vores allokeringer, men aftalen styrker på marginalen vores appetit på risiko, value og cyklikalitet," siger Frederik Engholm.

Læs hele analysen her

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit og Spar Nord

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.