Kvindernes aktiestrategi giver pote

Køb og behold. Det kan meget vel være den strategi, der har givet de kvindelige aktieinvestorer et højere afkast. Det indikerer en ny undersøgelse fra Nykredit, der har analyseret danskernes investering i enkeltaktier fra 2010 til 2020.

Et ekstra afkast på gennemsnitligt 0,5 pct. hvert år i løbet af de sidste 11 år. Det er forskellen mellem kvindernes og mændenes kursgevinst ved at investere i enkeltaktier.

Der kan være flere forklaringer på kvindernes merafkast, men en af de ting, der springer i øjnene i undersøgelsen er, at mænd løbende køber og sælger større andele af deres aktier. Faktisk køber og sælger mænd tre gange så stor en andel af deres aktier, som kvinderne gør. Og det er da også lige præcis den del af aktiestrategien, som privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen hæfter sig ved, når hun kigger på undersøgelsen:

”Man skal lige holde sig for øje, at undersøgelsen her ikke medregner udbytter, så det kan forskubbe det samlede afkast. Men pejlingen passer med konklusioner andre steder, og det hænger i min optik sammen med, at kvinder generelt er bedre til at holde fast i deres aktier. Især i år med store markedsbevægelser – som vi blandt andet oplevede i 2020 - er det tydeligt, at mændene reagerer hurtigere end kvinderne – både ift. køb og salg. Her afventer kvinderne lidt længere, inden de evt. agerer. De mange handler kan være udtryk for impulsreaktioner, og medfører samtidig øgede omkostninger, som vil påvirke det endelige afkast over tid,” siger Camilla Schjølin Poulsen og fortsætter:

”Kvinder får med andre ord et bedre resultat, fordi de ikke er helt så påvirkelige af, hvad der sker på markedet lige nu og her.”

Kvinder investerer oftere, når de ikke er i forhold

Selv om kvinderne får et bedre afkast end mændene, er de fortsat underrepræsenteret på aktiemarkedet. Således ejer de danske kvinder i dag 33 pct. af den samlede beholdning af enkeltaktier – mod 31 pct. for 10 år siden.

En nylig undersøgelse fra Finans Danmark viser dog, at der faktisk ikke er så stor forskel på andelen af mænd og kvinder, der investerer i Danmark. Således viser de seneste tal, at det er godt 27 pct. af alle voksne mænd, der investerer, mens det samme gælder for 23 pct. af kvinderne. Kønsforskellen er særlig tydelig, når det kommer til at investere i enkeltaktier, mens der stort set ikke er forskel på andelen af mænd og kvinder, der investerer i de sammensatte investeringsfonde.

Kvinder får med andre ord et bedre resultat, fordi de ikke er helt så påvirkelige af, hvad der sker på markedet lige nu og her.

Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i Nykredit

En klar tendens slår dog også igennem i Finans Danmarks seneste analyse af investeringskulturen i Danmark. Nemlig at kvinder har en større tendens til at investere, når de ikke er i et forhold. Blandt de danske singler er der kun 2 procents forskel på andelen af mænd og kvinder, der investerer, mens det gælder for 4 pct. i hele befolkningen.

”Et forhold er jo også et samarbejde, så man vil ofte fordele hverdagens opgaver imellem sig, så der er en af parterne, der får hovedansvaret for økonomien. Her er det mit klare råd, at kvinderne husker at melde sig på banen. Det giver en stor frihed og tryghed, at man har styr på sin egen økonomi, og at man fx holder fast i at tage sig af sine egne investeringer. Der er masser af fordele ved at sikre sig et godt økonomisk fundament og en løbende indsigt. Og med en skilsmisseprocent omkring 47%, kan man blive tvunget ud i pludseligt at skulle stå på egne ben, og så er det værdifuldt at man ikke starter fra nul”, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Uanset om man er mand eller kvinde, har Camilla Schjølin Poulsen to overordnede råd, hvis du gerne vil i gang med at investere.

”Tænk langsigtet og tænk bredt, når du investerer. Bredden kan du opnå ved at kombinere enkeltaktier med aktie- og obligationsfonde, der er sammensat af en række forskellige aktier. Det vil samlet set sænke din risiko. Og hvis du er lidt nervøs ved at komme i gang, så er det godt at investere nogle penge, som du ikke skal bruge inden for den nærmeste fremtid. Det er ofte godt med en investeringshorisont på minimum 5 år, så du har tid til at indhente eventuelle dyk i markedet. Markedet kom hurtigt op efter corona, men det er godt at holde sig for øje, at det normalt tager lidt længere tid.”

*Undersøgelsen er baseret på de seneste tal fra VP Securities, og afkastet er korrigeret for det løbede inflow, der kommer i markedet. Undersøgelsen omfatter ikke udbytter.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Camilla Schjølin Poulsen

Privatøkonom i Nykredit

Nykredits ekspert på opsparings- og formueområdet.

Relaterede Artikler

Aktier | 3 min

USA buldrer frem – men aktiepotentialet er lige nu større i Europa

USA giver i øjeblikket Europa baghjul både på økonomisk vækst og vaccineudrulning. Men der er flere årsager til, at Europa som aktieregion aktuelt er mere interessant end USA.
Aktier | 3 min

Draghi i front for Italien styrker finansaktierne

Den tidligere ECB-chef, Mario Draghi, blev i weekenden indsat som ny premierminister i Italien. Det varsler for en tid stabilitet og EU-venlige toner, og det er noget, som finansaktierne godt kan lide.
Aktier | 4 min

”Vi maner altid til besindighed efter et år med høje stigninger”

Hvad er udsigten for danske aktier efter et rekord godt 2020? Chefporteføljeforvalter Hans Kjær maner til besindighed, men er ikke voldsomt bekymret for prissætningen i det danske marked.