En savoir plus sur Overgangsregler for aktie

Aktier købt før 1. januar 2006 – overgangsregler

Der gælder særlige overgangsregler for aktier købt før 1. januar 2006 – her kan du få et overblik.

Skattefri gevinst ved salg

Gevinst ved salg af aktiebaserede investeringsbeviser og aktier optaget til handel på et reguleret marked (børsnoterede aktier), der er købt før 1. januar 2006, er skattefri hvis:

  • Den samlede beholdning pr. 31. december 2005 ikke oversteg kr. 136.600 for ugifte og kr. 273.100 for ægtefæller (populært kaldet 100.000 kr. grænsen)
  • Aktien/beviset på salgstidspunktet har været ejet mere end 3 år

Tab ved salg af disse værdipapirer efter mere end 3 års ejertid, kan ikke fratrækkes.

Aktiebaserede investeringsforeninger kommer ikke ind under overgangsreglen, hvis de før 1. januar 2006 var unoterede.

Syntetisk indgangsværdi

Hvis du har en beholdning af aktier eller aktiebaserede investeringsbeviser, der før 1. januar 2006 oversteg ”100.000 kr. grænsen”, kunne de skattemæssigt betragtes på to måder: Enten som købt til den faktiske købspris, eller som købt til den kurs, papirerne havde på det tidspunkt, hvor din samlede beholdning oversteg ”100.000 kr. grænsen”.

Dette sidste kaldes ”syntetisk indgangsværdi”. Ved et skattepligtigt salg efter 1. januar 2006 kan du fortsat benytte den syntetiske indgangsværdi som anskaffelsessum.

Aktier købt før 19. maj 1993

Aktier købt før 19. maj 1993, kan skattemæssigt anses enten for købt til den faktiske købspris eller til kursen pr. 19. maj 1993.