Read more about Bæredygtighed

Eksklusioner

Nykredit arbejder med tre forskellige niveauer af eksklusionskriterier afhængig af bæredygtighedsniveauet i fonden. Jo højere andel af bæredygtige investeringer i fonden, jo strengere krav stilles der til selskaberne og landene. Vi arbejder derfor med generelle eksklusionskriterier, udvidede eksklusionskriterier og eksklusionskriterier gældende for de bæredygtige fonde.

Generelle eksklusionskriterier

Nykredit ekskluderer selskaber og lande på tværs af produkter inden for følgende overordnede kategorier.

Selskaber

Klima

Nykredit ekskluderer virksomheder, hvor mere end 5% af kapitalomkostningerne til udvidelse af produktionen anvendes i strid med IEA’s Net Zero Emissions scenarie. Nykredit ekskluderer også virksomheder, hvor mere end 5 % af omsætningen stammer fra produktion af termisk kul, kulbaseret energiproduktion, ukonventionel indvinding af olie og gas eller boringer i Arktis.. I særlige tilfælde kan Nykredit vælge ikke at ekskludere en virksomhed, hvis det vurderes, at virksomheden gennem aktivt ejerskab kan påvirkes til at omstille sin forretning i overensstemmelse med IEA’s Net Zero Emissions-scenarie. Nykredit kan også investere i selskaber, der har en troværdig plan for udfasning af energiproduktion fra fossile brændsler.

Kontroversielle våben

Nykredit ekskluderer virksomheder, der er direkte involveret i aktiviteter relateret til kontroversielle våben. Kontroversielle våben er våben, hvis produktion eller anvendelse er forbudt i henhold til internationale konventioner. Det omfatter blandt andet personelminer, klyngebomber, biologiske våben, kemiske våben og atomvåben udenfor ikkespredningsaftalen.

Internationale normer

Nykredit ekskluderer virksomheder, hvis forretningsaktiviteter eller adfærd vurderes strukturelt at være i strid med internationale normer, retningslinjer eller konventioner, eller som potentielt kan føre til sådanne brud.  Disse omfatter bredt anerkendte FN-konventioner, herunder FN’s Global Compact-principper, OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder og FN’s vejledende principper for erhverv og menneskerettigheder. Hvis et potentielt normbrud identificeres, vurderes sagen konkret. Hvor det er relevant, iværksættes dialog og engagement. Manglende fremdrift, gentagne overtrædelser eller lavt forbedringspotentiale kan føre til eksklusion.

Tobak

Nykredit ekskluderer virksomheder, der er involveret i dyrkning, forarbejdning eller produktion af tobaksprodukter. Tobaksprodukter inkluderer nikotinholdige produkter, herunder både traditionelle og alternative tobaksprodukter.

God ledelsespraksis

Nykredit ekskluderer virksomheder, der bryder med Nykredits principper for god ledelsespraksis. Tilgangen til vurderingen af god ledelsespraksis er baseret på en test, der består af fem parametre: ledelsesstrukturer, styringsstrukturer, medarbejderrelationer, aflønning af ansatte og overholdelse af skattereglerne. Hvert selskab skal opfylde kravene inden for alle fem parametre.

Lande

Demokrati og rettigheder

I Nykredit fravælger vi at investere i statsobligationer fra lande med en meget lav grad af demokrati og frihed samt en høj forekomst af moderne slaveri.

Eksklusionsliste

Her kan du se, hvilke selskaber der er ekskluderet fra Nykredits fonde med afsæt i de generelle eksklusionskriterier.

Eksklusionsliste

Udvidede eksklusionskriterier

Nykredits ansvarlige fonde følger Nykredits udvidede eksklusionskriterier. 

De udvidede kriterier omfatter skærpede kriterier for temaerne klima, kontroversielle våben, internationale normer og tobak. Fondene ekskluderer yderligere inden for konventionelle våben, alkohol, pornografi og pengespil. 

Læs mere om de specifikke krav i vores Metodedokument for bæredygtig investering. 

Løbende vurdering og opdatering

Listen over ekskluderede selskaber opdateres løbende. Nykredit vurderer regelmæssigt, om grundlaget for en eksklusion fortsat er til stede, og om ændrede forhold kan give anledning til at ophæve eksklusionen.