USA: Aftagende men fortsat ok jobvækst
Efter tre måneder med en overraskende stærk jobskabelse kom det amerikanske arbejdsmarked i juni måned lidt mere ned på jorden. Det har fået markedet til at dæmpe sine forventninger til en renteforhøjelse.
I juni blev der skabt 57.000 nye jobs (49.000 i den private sektor), hvilket var lavere end forventet. Samtidig blev de forrige måneders tal revideret ned, hvilket tager noget af pynten af den positive overraskelse, vi ellers havde set de seneste tre måneder.
Der er dog på ingen måde tale om dårlige tal for det amerikanske arbejdsmarked - blot mindre prangende end i de seneste måneder, lyder det fra chefstrateg Klaus Dalsgaard.
”Over de seneste tre måneder er der i gennemsnit skabt omkring 100.000 nye jobs pr. måned. Det er flot, og ikke noget, der på nogen måde taler for, at Federal Reserve snart kan nedsætte renten. Tallet indikerer også, at vi i år kan se en gentagelse af tendensen fra de to seneste år jobskabelse med stærkere end ventet i foråret og mere skuffende tal over sommeren. Fastholdes det mønster, kan vi se frem til endnu et ”skuffende” tal for juli, der kan dæmpe renteforventningerne.”
Federal Reserve betegner arbejdsmarkedet som værende stabilt, og vi har da også nu i nogle måneder set en arbejdsløshedsrate på omkring 4,3%. Centralbanken har som bekendt et dobbelt mandat, hvor der både fokuseres på væksten (i høj grad symboliseret via arbejdsmarkedet) og inflationen.
”Det er specielt inflationen, der stikker ud for øjeblikket ved at være alt for høj. Lønstigningerne i dagens tal er dog uproblematisk ift. inflationsdannelsen i lyset af, at amerikansk økonomi for øjeblikket har en ret høj produktivitetsvækst på 2% årligt.
Markedet har gennem et stykke tid inddiskonteret en høj sandsynlighed for en snarlig renteforhøjelse fra Federal Reserve - en forventning, Nykredit ikke deler.
”Vi fastholder, at den næste ændring bliver en rentenedsættelse, men vi venter først, at det sker i 1. kvartal 2027,” siger Klaus Dalsgaard.
Derfor er amerikanske jobtal interessante for dig som investor
Det amerikanske jobtal, også kaldet kongetallet, viser, hvor mange nye job der er skabt i den forgangne måned. Tallet er en indikator for, hvordan amerikansk økonomi har det. Når der skabes mange nye job, vidner det om en økonomi i fremgang, hvor de amerikanske forbrugere typisk oplever bedre tider.
Omvendt er det et tegn på en presset økonomi, når jobskabelsen er negativ. Tallet har ofte betydning for den amerikanske centralbanks beslutninger. USA er verdens største økonomi med stor betydning for verdensøkonomien, og derfor også for finansmarkederne.
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Bemærk, at alle investeringer medfører en vis risiko, og det er muligt at miste hele eller dele af det beløb, du har investeret. Tidligere resultater siger ikke noget sikkert om fremtidige afkast, som i nogle tilfælde også kan være negative. Hvis du overvejer at investere i fonde, bør du sætte dig grundigt ind i prospektet, dokumentet med central information samt en oversigt over investorrettigheder på www.nykreditinvest.dk og www.sparinvest.dk.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.