*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Formuekløften kræver ikke én men 365 dage at udligne

Kvindernes Internationale Kampdag er en anledning til at fejre fremskridt og sætte fokus på det, der stadig skal kæmpes for. En af de ting er den betydelige formuekløft mellem mænd og kvinder. Se, hvad du selv kan gøre for at komme den til livs.

Den 8. marts markerer vi Kvindernes Internationale Kampdag, og selvom vi lever i et af verdens mest ligestillede lande, er der stadig ting, det er vigtigt at sætte fokus på i den forbindelse – fx den store forskel, der fortsat er på mænds og kvinders formue.

I følge The Diversity Barometer har danske mænd i gennemsnit ca. 62 % højere formue end kvinder målt ved nettoformue (dvs. aktiver minus gæld). Det betyder, at hvis en gennemsnitlig kvinde har formue på fx 1,5 mio. kr., vil den gennemsnitlige mand have cirka 2,43 mio. kr.

Og mens det er godt med en dag som 8. marts at sætte fokus på uligheden, så er det naturligvis ikke den ene dag, forandringen skabes – det er vaner og adfærd de 364 dage derimellem. Helt ligesom det ikke er de ekstra småkager mellem jul og nytår, der afgør formen, men vanerne mellem nytår og jul.

Den gode nyhed er, at der er mange ting, man som kvinde selv kan gøre for at udligne formuekløften, og i anledning af 8. marts fortæller formueekspert Jeanette Kølbeks her hvordan.

1. Få lavet en ægtepagt

Hvis du er gift, kan en ægtepagt gøre en stor forskel for ligestillingen i privatøkonomien.

  • Som udgangspunkt deles formuen ved skilsmisse, hvis der ikke er særeje. Men pensionsopsparinger er ikke automatisk omfattet.
  • En ægtepagt kan sikre, at pensionsopsparinger også deles lige, hvis forholdet skulle slutte.
  • Lever I lykkeligt til jeres dages ende, kommer pensionsopsparingerne typisk begge til gavn.
  • Pointen er klar: lige deling af pension ved skilsmisse = økonomisk ligestilling. Uanset køn.

2. Kom i gang med at investere

Har du penge stående på kontoen “bare fordi”? Så bliver du desværre langsomt fattigere år for år. Renten på kontoen overstiger nemlig sjældent inflationen, så din købekraft udhules over tid.

3. Kom tidligt i gang – jo før jo bedre

Analyser viser, at investering i højere grad er del af en maskulin ungdomskultur:

  • Unge mænd er langt mere tilbøjelige til at investere, både i aktier, krypto og andre digitale aktiver, end unge kvinder.
  • Interessant nok kender næsten lige mange unge kvinder og mænd nogen, der investerer - men kvinderne investerer stadig mindre.
  • Den tidlige deltagelse giver mænd en fordel i at opbygge erfaring og formue over tid.

“Det er et klart eksempel på, at vaner starter tidligt,” siger Jeanette Kølbek. “Hvis vi får flere kvinder til at begynde at investere tidligere, kan vi ikke kun øge deres formue over tid – det er også et skridt mod at mindske den kønsbaserede formuekløft.”

4. Overvej at tage lidt mere risiko

Særligt kvinder har en tendens til at vælge for lav risiko, hvilket kan betyde, at formuen vokser langsommere over tid.

  • Hvis det ikke rokker ved din nattesøvn, så overvej at øge risikoen – både i din frie opsparing og pensionsopsparing.
  • Og har du mulighed for at spare løbende op? Sørg for at investere kontinuerligt, så pengene får lov at vokse.

5. Prioriter opsparing på lige fod med dine udgifter

Opsparing skal være en fast del af budgettet – ligesom et streamingabonnement eller huslejen.

  • Sæt dig aldrig så stramt, at du ikke kan lægge penge til side.
  • Selv små beløb sat til side hver måned vokser over tid, især når de investeres.
  • Vaner, kontinuitet og disciplin skaber en stabil formue – og giver dig mere økonomisk handlekraft.

“Det er ikke startbeløbet, men vanerne over tid, der skaber økonomisk sikkerhed. Jo tidligere du starter, desto mere tid får dine penge til at arbejde for dig – og det kan være med til at udligne formuekløften -  og give dig større frihed,” siger Jeanette Kølbek.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler