*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Aktier
Artikel Investeringsmarkeder |

En verden i opbrud - er plejer død på aktiemarkedet?

Krig, geopolitisk uro og teknologiske skift præger i øjeblikket verdensøkonomien. Samtidig vender flere investorer blikket mod alternative aktiver som guld, mens usikkerheden breder sig: Gælder de gamle spilleregler stadig – eller er vi på vej ind i en ny virkelighed?

Krig i Europa, en verdensorden i opbrud og et teknologisk kapløb inden for kunstig intelligens. For mange investorer føles det som en usædvanlig cocktail af risici – og måske endda som starten på en helt ny virkelighed, hvor de historiske erfaringer, man hidtil har lænet sig op ad, ikke længere gælder.

”Det kan føles, som om verden er fundamentalt forandret – og på nogle områder er den også. Men som investor er det vigtigt at huske, at markederne tidligere har været igennem både verdenskrige, kriser og store strukturelle skift,” siger Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.

Store fald er tidligere blevet fulgt af pæne afkast

En analyse foretaget af Nykredit af aktiemarkedet fra 1925 og frem til i dag viser et ret klart mønster: Efter større kursfald på over 25 % er der typisk fulgt relativt solide afkast i årene efter.

  • Det gennemsnitlige årlige afkast har ligget omkring 8-10 % de efterfølgende 1-3 år
  • Sandsynligheden for negative afkast i samme periode har historisk været under 10 %

Analysen er baseret på ti nedslag siden 1925, hvor aktiemarkedet er faldet markant fra et toppunkt.

”Det understreger, at markederne ofte reagerer kraftigt i krisetider – men også, at der historisk har været en tendens til, at de retter sig igen,” siger Jeanette Kølbek.

Er denne gang anderledes?

De aktuelle udfordringer spænder bredt: krig i Europa, en ny global magtbalance og et teknologisk skifte drevet af kunstig intelligens. Det rejser spørgsmålet, om vi står i en situation, hvor historiske erfaringer ikke længere er lige så relevante. Ifølge Jeanette Kølbek er det et naturligt spørgsmål – men ikke nødvendigvis et argument for at ændre kurs markant:

”Der vil altid være noget, der føles nyt og anderledes. I tidligere perioder har det været finanskriser, oliekriser eller pandemier. I dag er det geopolitik og AI. Men grundlæggende mekanismer i økonomien og markederne ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden.”

Skal man så stadig investere i aktier?

Når usikkerheden stiger, søger nogle investorer mod det, de opfatter som mere sikre aktiver – som for eksempel guld. Men ifølge Jeanette Kølbek er det vigtigt ikke at træffe forhastede beslutninger.

”Det kan være fristende at ændre strategi, når markederne er urolige. Men historien viser, at det ofte er netop i de perioder, at det kan være dyrt at stå udenfor markedet,” siger hun.

Læs også: Er guld en guldrandet investering?

Hold fast i det lange perspektiv

En af de mest robuste konklusioner fra analysen er, at aktiemarkedet over tid har haft en stigende tendens – på trods af perioder med betydelige fald. Efter de historiske fald på over 25 % er markederne hver gang vendt tilbage til tidligere niveauer og er siden steget videre. ”Det er netop derfor, vi taler om vigtigheden af det lange perspektiv. Udsving er en naturlig del af at investere, og de er allerede tænkt ind i den risikoprofil, man har som investor,” siger Jeanette Kølbek.

Tre ting, du som investor kan holde fast i

Historien gentager sig ikke – men den rimer

Selvom verden forandrer sig, har markederne tidligere håndteret både kriser og store strukturelle skift.

Uro er en præmis 

Kursfald er ikke en undtagelse – de er en forudsætning for de afkast, der kommer på længere sigt.

Strategi slår timing

At forsøge at time markedet i urolige perioder er svært – og kan koste dyrt, hvis man misser opturen, som ofte kommer så hurtigt, at de fleste, der står uden for markedet, ikke når med.

Er din risikoprofil stadig den rigtige?

Selvom det for mange giver mening at holde fast i sin strategi, kan perioder med uro være en anledning til at tage et kritisk blik på sin risikoprofil.

”Hvis man oplever, at udsvingene giver uro i maven, kan det være et tegn på, at man bør justere sin risikoprofil. Det vigtigste er, at ens investeringer passer til ens økonomi og temperament,” siger Jeanette Kølbek.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler