*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

USA: Højesterets underkendelse af toldforhøjelser skaber ny usikkerhed

Højesteret har afgjort, at IEEPA ikke kan bruges til at indkræve skat og dermed told. Dermed bortfalder en stor del af de toldforhøjelser Trump har gennemført. Trump-administrationen indførte straks told via anden bestemmelse, og konsekvenserne er ifølge chefstrateg Frederik Engholm ganske uklare.

Fredag formiddag (amerikansk tid) kom højesteret med dens afgørelse i sagen vedrørende præsidentens implementering af en række landespecifikke toldforhøjelser via International Emergency Economic Powers Act (IEEPA). Brugen af IEEPA er blevet erklæret ulovlig med den begrundelse, at den ikke kan bruges til opkrævning af skat. Den beføjelse er ikke ifølge højesteret klart uddelegeret af Kongressen i bestemmelsen.

Med afgørelsen bortfalder en stor del af de toldforhøjelser, som Trump-administrationen har gennemført over det sidste års tid, herunder de hurtigt forhandlede handelsaftaler, som blev presset ned over en række lande frem mod sommeren sidste år. Det omfatter også den med EU. 

”EU snakker nu om at udskyde ratificeringen af aftalen, fordi de savner svar på det juridiske grundlag. Trump annoncerede som følge af dommen dog straks en 10% generel toldforhøjelse under en anden bestemmelse, Section 122, som giver præsidenten hjemmel til toldforhøjelser i en begrænset periode af 150 dage. Den sats blev kort efter hævet til 15%. Det er den maksimale toldsats under Sec. 122 , og Trump kan altså ikke under denne bestemmelse hæve tolden yderligere,” siger Frederik Engholm.

En række varer undtages denne nye universelle sats på 15% Det gælder tilsyneladende mange af de varer, som også i mange af handelsaftalerne og de landespecifikke toldforhøjelser i forvejen var undtaget, fx energi, gødning, visse råvarer, mineraler og landbrugsvarer, medicin og ingredienser hertil, en del elektronik, biler, og dele til biler og fly. Nogle af disse varer er underlagt selvstændige satser. Varer, som er omfattet af handelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico (USMCA) er også friholdt.

Nye usikkerhedsmomenter

Den nye toldsats kommer med en række uklarheder, siger Frederik Engholm.

”Umiddelbart er det vurderingen at en række lande, som hidtil har stået over for højere toldsatser og/eller været pålagt særligt straftold (herunder fx Kina som har en ekstra told pga. fentanyl) vil opleve et lavere toldniveau. Omvendt vil de lande, som over det sidste år har opnået gode aftaler med USA eller generelt er blevet blidt håndteret, umiddelbart stå dårligere. Aftalerne med store modparter som EU, Japan og Sydkorea ligger dog på 15%. Europæiske og danske virksomheder ventes derfor umiddelbart ikke at opleve nogen forskel - udover at der er kommet en række nye usikkerhedselementer til.”

Samlet set er det uklart, om USA’s toldniveau reelt bliver højere eller ej. Det afhænger af om man sammenligner med USA’s formelt annoncerede gennemsnitligt effektive toldniveau, som ligger omkring 15% - eller med de faktiske opkrævninger, som udgør omkring 10% af importen. Forskellen skyldes primært, at implementering ikke helt afspejler Trumps varslede formelle forhøjelser.

”Det er altså ikke oplagt, at den nye situation leder til mærkbart lavere toldbarrierer i USA, men sandsynlighederne peger nok primært i den retning. Trump-administrationens stigende fokus på leveomkostninger understøtter den vurdering. Det har siden ultimo 2025 generelt været vores forventning, at IEEPA-underkendelsen ville komme, men at det samlede overordnede effektive toldniveau ville forblive omkring det niveau, vi har set siden efteråret,” siger Frederik Engholm.

Ser man på provenuet, så har IEEPA-told stået for ca. 2/3 af stigningen i toldindtægter i 2025 ift. tidligere (eller ca. 120 mia. USD og yderligere i 2026). Afgørelsen har derfor også en bredere finanspolitisk dimension.

Uklarhed om tilbagebetalinger

Højesteret tog ikke selvstændig stilling til spørgsmålet om tilbagebetaling af den hidtil betalte told under IEEPA. Ikke meget tyder ifølge Frederik Engholm på, at det kommer til at ske automatisk.

”Det kan være nødvendigt for hver enkelt importør at søge om tilbagebetaling, og eksperter udelukker langtfra, at også det kan blive et slagsmål ved domstolene. Den umiddelbare vurdering er, at tilbagebetaling af told i sidste ende vil ske i de fleste tilfælde, hvor virksomhederne er villige til at tage kampen. Det kan dog vise sig politisk sprængfarligt for større virksomheder, sådan som Trump agerer. Så også det spørgsmål er altså stadig uklart,” siger chefstrategen. 

Domsafsigelsen gav ikke anledning til store bevægelser i markederne, hvor aktier vandt lidt, mens renter reagerede helt marginalt. Men markedsreaktionen skal ses i lyset af den første melding fra Trump, hvor tolden ”kun” blev hævet med 10%.

”Højesterets afgørelse var generelt ventet af både os og af markedet. Mest afgørende er det måske at Trump fratages magt og et pressionsmiddel i forhandlinger fremover. Dommen afspejler også, at selvom Trump har skubbet til grænserne i USA institutionelle setup, så er der dog klare grænser. Det sidste er ganske positivt, og vi venter også med spænding på højesterets afgørelse i sagen om fyringen af Lisa Cook fra Federal Reserve,” siger Frederik Engholm, og tilføjer:

”Hverken afgørelsen eller reaktionen fra Trump var uventet, og vi ser ikke anledning til at vurdere hverken den økonomiske eller markedsmæssige situation anderledes på den baggrund. Vi rokker derved heller ikke ved vores anbefalinger.”

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Frederik Engholm

Chefstrateg i Nykredit

Ekspert i global økonomi, politik og markeder. Oversætter globale begivenheder til danskerne og viser, hvordan de navigerer sikkert gennem kapitalmarkedernes konstante turbulens.

Relaterede Artikler