Guide til aktiesektorer: Hvor ligger mulighederne - og risikoen?
Økonomien påvirker ikke alle aktier ens. Nogle sektorer løber fra det brede marked i tider med økonomisk opsving, andre i krisetider. Her får du et overblik over sektorernes karakteristika, historiske afkast, hvilke markedsforhold de typisk trives relativt bedst under – og hvad det kan betyde for din portefølje.
Når investorer taler om aktiemarkedet, bliver aktier ofte opdelt i sektorer. Sektorer samler virksomheder med lignende forretningsmodeller og økonomiske drivkræfter – og de forskellige sektorer reagerer derfor forskelligt på renteændringer, inflation og økonomisk vækst.
”For investorer kan forståelsen af sektorer være vigtig for både afkast og risikospredning. En bred fordeling på tværs af sektorer kan reducere risikoen og gøre porteføljen mere robust over for skift i økonomien,” siger Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.
Her får du et hurtigt overblik.
To typer sektorer: Cykliske og defensive
Overordnet opdeles sektorer ofte i to grupper.
Cykliske sektorer følger økonomien tættere. Disse sektorer stiger typisk mest i økonomiske opsving – men falder også mest i nedgangstider.
Eksempel på cykliske sektorer:
- Teknologi
- Industri
- Finans
- Cyklisk forbrug
- Energi
- Råvarer
De er kendetegnet ved større variation i efterspørgslen over tid, og derfor også større udsving i indtjening og kursudsving
Defensive sektorer er mere stabile. Disse sektorer leverer varer og serviceydelser, som efterspørges uafhængigt af den økonomiske udvikling.
Eksempel på defensive sektorer:
- Sundhed
- Forbrugsvarer/Konsumentvarer
- Forsyning (el, vand og varme)
- Kommunikation
De giver typisk mere stabile afkast, da efterspørgslen efter deres produkter svinger mindre med konjunkturerne.
Hvilke sektorer klarer sig bedst hvornår?
Forskellige økonomiske miljøer favoriserer forskellige sektorer.
Når økonomien vokser
Ved stærk vækst og høj risikovillighed klarer især disse sektorer sig ofte godt:
- Teknologi – innovation og høj vækst
- Industri – flere investeringer og større produktion
- Cyklisk forbrug – stigende forbrug
- Finans – øget udlån og økonomisk aktivitet
Historisk har disse sektorer leveret høje afkast i opsving – men også større udsving.
Når væksten aftager eller usikkerheden stiger
Når økonomien bremser op, søger investorer ofte mod mere stabile sektorer:
- Sundhed – stabil efterspørgsel
- Forbrugsvarer/Konsumentvarer – stabilt salg
- Forsyning – stabil indtjening og ofte høje udbytter
Disse sektorer fungerer ofte som en slags “stødpude” i urolige markeder.
Ved stigende inflation
Inflation påvirker sektorer forskelligt.
Sektorer der historisk klarer inflation bedst:
- Energi – højere olie- og gaspriser styrker indtjeningen
- Råvarer – prissætning følger ofte råvareinflation
- Finans – især banker og forsikringsselskaber kan drage fordel af højere renter
Sektorer der typisk presses:
- Teknologi – høj værdiansættelse gør sektoren følsom over for højere renter
- Ejendomme – dyrere finansiering kan reducere afkast
- Forbrugsvarer/Konsumentvarer – højere renter kan reducere privatforbruget
Ved faldende renter
Når renter falder, får især følgende sektorer medvind:
- Teknologi – fremtidig vækst bliver mere værd
- Ejendomme – lavere finansieringsomkostninger
- Forsyning – øget rentabilitet af gældsfinansierede infrastrukturprojekter
- Forbrugsvarer/Konsumentvarer – lavere renteudgifter kan øge privatforbruget
Ved stigende renter
Når renterne stiger, påvirkes sektorer forskelligt:
- Finans – banker og forsikring kan tjene mere på højere renter
- Energi – højere råvarepriser kan styrke indtjeningen
- Ejendomme – finansieringsomkostninger stiger, hvilket kan presse afkastet
- Teknologi – højere renter diskonterer fremtidig indtjening, hvilket kan presse højt værdiansatte vækstaktier
Danske investorer er ofte mindre spredt, end de tror
”Mange danske private investorer har typisk stor eksponering mod få sektorer – især sundhed, industri og vedvarende energi. Samtidig er eksponeringen mod fx råvarer og globale finansaktier ofte lavere. Det kan gøre porteføljer mere følsomme over for bestemte økonomiske udviklinger og øger betydningen af risikospredning på tværs af sektorer og regioner,” siger Jeanette Kølbek.
Derfor er sektorforståelse vigtig for investorer
Sektorer bevæger sig ikke ens – og de reagerer forskelligt på ændringer i rente, inflation og vækst. For investorer kan indsigt i sektorernes karakteristika:
- styrke risikospredningen
- reducere kursudsving i porteføljen
- give bedre forståelse for markedsbevægelser
- hjælpe med at tilpasse investeringerne til økonomiske skift
”Der findes ingen sektor, der klarer sig bedst i alle perioder. Derfor handler langsigtet investering ofte om balance mellem vækst og stabilitet – og om at sprede risikoen på tværs af flere sektorer,” siger Jeanette Kølbek.
De 11 aktiesektorer
Aktiemarkedet er inddelt i 11 forskellige sektorer, og alle virksomheder er fordelt mellem sektorerne:
- Cyklisk forbrug – fx biler, møbler og smykker
- Ejendomme – ejendomsmæglere, udlejningsvirksomheder og entreprenører
- Energi – olie, gas og kul
- Finans – finansiering og forsikring
- Forbrugsvarer/Konsumentvarer – dagligvarer og supermarkedsvarer
- Forsyning – (grøn) el, vand og varme
- Industri – transport, shipping, produktion af anlæg og udstyr
- Kommunikation – fx sociale medier, streamingtjenester og tele
- Råvarer – skovbrug, minedrift, jern, guld
- Sundhed – medicin, hospitaler og sundhedsservice
- Teknologi – software, hardware og IT-services
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.
Jeanette Kølbek
Formueekspert
Relaterede Artikler
USA: Massiv jobvækst i årets første måned
Danske aktier holder stand trods skuffende regnskaber