*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Investeringsmarkeder |

Dansk økonomi: Historisk vækst nedjusteret – og udsigterne stadig tyngede

Billedet af dansk økonomi, der de senere år er løbet fra alt og alle, er krakeleret – væksten er nemlig muligvis langt lavere, end vi troede. Til gengæld ser husholdningernes forbrugsmuligheder fremover bedre ud, hvilket kan holde hånden under økonomien.

Det har været svært ikke at finde superlativerne frem, når man skulle beskrive dansk økonomis udvikling de senere år. Indtil for ganske nyligt så opsvinget siden pandemien ud til at være i verdensklasse. Hele 16% var økonomien vokset fra 4. kvartal 2019 til 4. kvartal 2024 ifølge tidligere versioner af det danske nationalregnskab. Det var mere end USA - og næsten hele tre gange mere end eurozonen. Med det seneste nationalregnskab er det billede dog krakeleret, lyder vurderingen fra Palle Sørensen, cheføkonom i Nykredit.

”Væksten de seneste år var angiveligt mere behersket. Den reviderede vækst i særligt 2022 og 2023 divergerer dog fra udviklingen i beskæftigelsen i samme periode. Tidligere har sådanne diskrepanser ført til efterfølgende revisioner af udviklingen i aktiviteten, der giver et mere entydigt bud på udviklingen i perioden. Om vi får nye opjusteringer denne gang, vil fremtiden vise - men umiddelbart anser vi det for det mest sandsynlige”, siger Palle Sørensen.

Den usædvanligt svage start på 2025 med en kvartalsvækst i 1. kvartal på -1,3% giver formentlig ikke anledning til et spring op i aktiviteten i 2. kvartal.

”Umiddelbart var aktiviteten – i nationalregnskabstermer – kunstigt forhøjet i 4. kvartal 2024, da medicinaleksporten var midlertidigt høj. Det kan blandt andet forklares med Donald Trumps daværende toldtrusler, der fik danske medicinalvirksomheder til at fylde deres amerikanske lagre ekstra meget for at undgå en fremtidig toldbetaling. Den fremtidige vækst i eksporten ventes derfor at ske fra et lavere udgangspunkt. Og ser vi fx på udenrigshandelsstatistikken (i løbende priser), så er der heller ikke meget, der peger på, at faldet i eksporten i 1. kvartal er midlertidigt”, siger Palle Sørensen.

Udsigterne stadigvæk tyngede - men det kunne være værre

Den svage start på året har stor betydning for Nykredits samlede prognose i indeværende år.

”Umiddelbart så ”slagter” vi BNP-væksten i år fra tidligere 3,5% til 0,9% i 2025, men den underliggende udvikling fra og med 2. kvartal i år er ikke revideret voldsomt. Vi venter fortsat, at dansk eksportvækst kigger ind i nogle relativt magre år, men til gengæld ventes privatforbruget at blive stærkere fremover end tidligere ventet. Så den voldsomme nedrevision er hovedsageligt et nyt syn på den historiske udvikling - ikke den fremtidige. For 2026 er prognosen uændret, og væksten ventes at lande på 1,1%.”, siger Palle Sørensen.

De tyngede udsigter for dansk økonomi er hovedsageligt et resultat af den verserende handelskrig med USA, der ventes at ramme en lille åben økonomi som den danske hårdere end Europa generelt, uddyber Palle Sørensen.

”Generelt vurderer vi, at den indgåede ”handels- /principaftale” mellem USA og Europa, hvor europæiske varer pålægges en told på 15% i USA, og der ikke umiddelbart er nogen modtold i Europa, peger i retning af et lidt mindre negativt aftryk end tidligere ventet. På den anden side, så er der fortsat så mange uafklarede spørgsmål - fx om der kommer en særtold på medicinalvarer. Det nuværende toldniveau kan således sagtens vise sig at være midlertidigt, og handelskrigen kan blusse op på ny”.

En lidt mildere handelskrig end frygtet bliver modvirket af svagere udsigter for dansk medicinalindustri. Det er formentlig ikke gået manges næse forbi, at Novo Nordisk har måttet nedjustere sine forventninger til væksten. Et billede, der også bekræftes af tallene for industriproduktionen, der peger på noget mere moderat vækst i medicinalindustrien end sidste år.

Danskernes privatøkonomi mere robust end ventet

Revisionen af nationalregnskabet har dog også ført til et andet billede af danskernes privatøkonomi. Det sektoropdelte nationalregnskab peger nu på, at forbrugskvoten er langt lavere end tidligere vurderet. Det bedste bud er nu, at forbrugskvoten er langt lavere end i 10’erne, hvor billedet før revisionen var en forbrugskvote, der lå tæt på niveauet fra 2015 til 2020. Der er med andre ord plads til, at danskerne hæver deres privatforbrug de kommende år, uden at det fører til strukturelle ubalancer i økonomien.

”I Nykredit opjusterer vi forventningen til privatforbruget de kommende år, men det bliver ingen forbrugsfest. Forbrugertilliden er fortsat meget lav i øjeblikket, og danskerne ser stadigvæk meget mørke skyer i horisonten for økonomien som helhed”, siger Palle Sørensen.

Konkret ventes privatforbruget at stige 2% i både 2025 og 2026.

Prisstabilitet fortsat det mest sandsynlige

For nuværende peger den officielle kommunikation fra Kommissionen på, at der ikke kommer et modsvar til den amerikanske told på europæiske varer. Det trækker alt andet lige i retning af et mindre inflationspres på den korte bane end tidligere frygtet, lyder det fra Palle Sørensen.

”Vores bedste bud er fortsat et meget svagt inflationspres i Danmark i de kommende år. Selvom den seneste måling fra juli landede en smule højere end ventet, så venter vi en gennemsnitlig årlig inflationstakt på 1,5% i 2025 og 0,5% i 2026”.

Palle Sørensen

Cheføkonom i Nykredit

Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Relaterede Artikler