USA: Markant offentlig jobskabelse puster jobtallene for juni op
Jobvæksten i USA endte på 147.000 i juni, hvor den offentlige jobskabelse mod alle forventninger står for halvdelen. Til gengæld falder den private jobskabelse en del mere end ventet. Torsdagens rapport komplicerer tingene for den amerikanske centralbank.

Jobvæksten i USA landede på 147.000 i juni, hvilket er pænt over forventningen. Den offentlige beskæftigelsesvækst endte på hele 73.000 i juni, selvom DOGE-nedskæringer pegede på omtrent nulvækst i den samlede offentlige beskæftigelse. Selvom den føderale offentlige beskæftigelsesvækst da også faldt, så vi til gengæld en drastisk stigning i den offentlige jobskabelse på stats- og lokalniveau.Den private sektor skabte 74.000 nye jobs i juni. Det er et stykke under forventningen, og er fortsat drevet af servicesektoren.
Dagens jobrapport stikker i flere retninger, og kan risikere at skabe yderligere i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vurderer Niels Nygreen Bonke, analytiker i Nykredit.
”Et decideret fald i arbejdsløsheden kalder ikke på rentelempelser - sær ikke når inflationsudsigterne er så usikre. Hovedforventningen er, at inflationen med stor sandsynlighed stiger lidt i den kommende tid. Skræller man omvendt den høje offentlige jobvækst fra, så ser vi en svækkelse af den private jobvækst, som formentlig ikke kan opretholde en konstant arbejdsløshedsrate fremadrettet, hvis den forlænges med brædder. Det var netop sådan en svækkelse, der fik Federal Reserve til at kickstarte lempelsesforløbet i september”.
I Nykredit er forventningen fortsat, at lempelsesforløbet genstartes i september.
Derfor er amerikanske jobtal interessante for dig som investor
Det amerikanske jobtal, også kaldet kongetallet, viser, hvor mange nye job der er skabt i den forgangne måned. Tallet er en indikator for, hvordan amerikansk økonomi har det. Når der skabes mange nye job, vidner det om en økonomi i fremgang, hvor de amerikanske forbrugere typisk oplever bedre tider. Omvendt er det et tegn på en presset økonomi, når jobskabelsen er negativ. Tallet har ofte betydning for den amerikanske centralbanks beslutninger. USA er verdens største økonomi med stor betydning for verdensøkonomien, og derfor også for finansmarkederne.

Niels Nygreen Bonke
Analytiker
Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.
Relaterede Artikler

Er din portefølje sommerklar?

Uro i Mellemøsten: Risiko for negativt aftryk på den globale vækst
