Danskernes kontante indestående slår rekord

Jeanette Kølbek portræt

Hver voksen dansker havde ved udgangen af februar 2024 i gennemsnit 241.500 kroner stående kontant på bankkontoen. Det viser en opgørelse fra Nationalbanken. Det er en stigning på 6,5 pct i forhold til samme måned sidste år.

Danskernes bankkonti har været stigende siden Nationalbanken lavede opgørelsen for første gang i 2003. I den aktuelle opgørelse løb det samlede indlån op i 1.162,8 mia. kr. Det er en stigning på 70,9 mia. kr. i forhold til samme tid sidste år.

Udviklingen i danskernes kontante indestående

Udviklingen i danskernes kontant indestående

Årsagerne til stigningen skal findes i stigende lønninger, en øget beskæftigelse – og et fald i danskernes forbrug, siger Jeanette Kølbek, formueekspert i Nykredit.

”Vi har set store lønstigninger over hele linjen. Både i det private, og senest også med den offentlige  overenskomst, som giver de offentligt ansatte et markant lønløft. Lønstigningerne øger danskernes økonomiske råderum, og dermed også evnen og lysten til at spare op”, siger Jeanette Kølbek.

Hvis du er en af dem, der håbefuldt, men forgæves, ledte efter 241.500 kroner, sidste gang du loggede på netbanken, så kan du trøste dig med, at du ikke er alene. Der er selvfølgelig tale om en gennemsnitsberegning, og de mange milliarder er ulige fordelt.

”Vi har haft et par år, hvor stigende renter og inflation har givet danskernes opsparingsevne svære vilkår. Mange har måttet gøre indhug i opsparingen, mens andre stadig har haft et økonomisk råderum til at spare op”, siger Jeanette Kølbek.

Få din opsparing til at arbejde for dig

Danskerne får i dag i gennemsnit en positiv rente på deres bankkonti, og det motiverer til at spare op kontant. Men hvis du er en af dem med en større sum på kontoen, er der god grund til at overveje, hvordan du i lige præcis din situation får pengene til at arbejde bedst muligt for dig, lyder det fra Jeanette Kølbek:

”Opsparing stående på en almindelig indlånskonto kan være en god løsning, hvis du forventer at skulle bruge af pengene inden for tre år. Det er dog sjældent en god investering. Over tid er renten på kontoen typisk lavere end inflationen, og opsparingen står derfor blot og bliver mindre værd med tiden. Derfor kan det være en god idé at investere pengene”, siger Jeanette Kølbek.

Inden man kaster sig ud i investering af opsparingen, skal minimum to kriterier dog være opfyldt: Du skal have en investeringshorisont på minimum tre år eller mere - og så skal du kunne leve med, at værdien af din opsparing kan have udsving. Hvor store udsvingene må være, afhænger af din risikovillighed.

”Aktiemarkedet svinger meget i værdi – det er derfor, vi kan opnå afkast. Men er vi tålmodige, så bliver vi også belønnet for det. I et historisk perspektiv har aktiemarkedet leveret langt flere år med positive afkast end negative, kombineret med, at der har været større stigninger i de positive år end de negative”, siger Jeanette Kølbek.

Nykredit tilbyder en række opsparingskonti med rente – læs mere her

Kom godt i gang med at investere – se hvordan her

Investor Insights indhold er alene udarbejdet til information og inspiration, og omtale af lande, selskaber og/eller fonde skal derfor ikke betragtes som en investeringsanbefaling. Tal altid med en rådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

Vær desuden opmærksom på, at Investor Insights indhold ofte tager udgangspunkt i, hvad der aktuelt sker på markederne eller i samfundet, så bemærk altid datoen inden du eventuelt reagerer.

Jeanette Kølbek

Jeanette Kølbek

Formueekspert

Jeanette er ekspert i privatøkonomi og forbrugertrends inden for opsparing, pension og investering. Hun navigerer danskerne sikkert gennem det privatøkonomiske landskab, så de ved at optimere deres formue kan opnå finansiel tryghed gennem hele livet.

Relaterede Artikler

Investeringsmarkeder | 2 min

Stigende oliepriser – vil det påvirke markedet?

Konflikten i Mellemøsten er med Israels angreb på Irans ambassade i Damaskus og Irans gengældelsesangreb mod Israel eskaleret de seneste uger. Eskaleringen har medført stigende oliepriser, men spørgsmålet er, om de stiger til et niveau, hvor det vil påvirke den globale økonomi.
Investeringsmarkeder | 2 min

ECB holder renten uændret – men forventes at lempe i juni

Den europæiske centralbank holdt helt som ventet renten uændret på torsdagens møde. Forventningen er fortsat, at ECB vil sænke renten i juni, mens prognosen for amerikansk rentenedsættelse skubbes fra juni til slut juli.
Investeringsmarkeder | 2 min

USA: Forventning om stort fald i jobvæksten fortoner sig

Den amerikanske jobvækst overrasker igen positivt. Dagens tal er dog ikke nødvendigvis en hovedpine for den amerikanske centralbank, som i højere grad har fokus på inflation.