De nemme penges tid er forbi

Centralbankerne trækker i land, og afkast på aktier skal nu komme fra virksomhederne selv, siger chefanalytiker Michael Drøscher Jørgensen. Som investor bør du forberede dig på lavere afkast. Ikke mere ’money for nothing’ …

Det er slut med medvinden på de finansielle markeder, og virksomhederne skal til at klare sig selv.

Det vurderer chefanalytiker i Nykredit Markets, Michael Drøscher Jørgensen, som siger, at renteforhøjelser i USA og mindre lempelig pengepolitik i Europa betyder, at fremtidige kursstigninger må drives af sunde bundlinjer og vækst i de enkelte virksomheders indtjening.

Læs også: Slut med skyfri himmel på de finansielle markeder

Han ser øget risiko for aktier forude, og anbefaler, at man som investor går mere forsigtigt til værks i 2018 end hidtil, og at man i højere grad vælger selskaber, som ikke er konjunkturfølsomme, altså selskaber, der sælger varer eller services, der efterspørges både i gode og dårlige tider, som for eksempel medicin og fødevarer.

Læs også: Køb kaffe og ketchup

Som forbrugere efterspørger vi sukker og hostesaft uanset, hvor hurtigt samfundshjulene snurrer

Michael Drøscher Jørgensen

Tror på IT, sundhed og stabilt forbrug

Han anbefaler også, at man som investor generelt har lavere risiko i sin portefølje, og at man samtidig indstiller sig på et generelt lavere afkast.

 -       Vi ser lige nu positivt på IT, som ganske vist er en delvis konjunkturafhængig sektor, men som samtidig drives af strukturelle forhold, der – som vi ser det – vil give en langt bedre indtjeningsvækst end aktiemarkedet generelt både til næste år og årene derefter. Og så har vi et godt øje til både stabilt forbrug og sundhedsaktier. Som forbrugere efterspørger vi sukker og hostesaft uanset, hvor hurtigt samfundshjulene snurrer, og det betyder, at selskabernes aktier omvendt er mest efterspurgte, netop når de økonomiske udsigter begynder at svigte, fordi vi som investorer så sætter øget pris på virksomheder med stabil indtjening, siger Michael Drøscher Jørgensen.

Han nævner efterspørgslen på diabetes-behandling som et eksempel på et marked, der ikke svinger i takt med konjunkturerne, men som vokser sig større og større i takt med udviklingen i svært overvægtige mennesker verden over.

-       På verdensplan er der nu 425 millioner mennesker med diabetes, svarende til én ud af 10 af alle voksne over 20 år i verden. Og tallet kan vokse til 629 millioner inden 2045, vurderer WHO. Men kun seks procent af alle diabetikere i verden er i behandling med et produkt fra danske Novo Nordisk, som er verdens største insulin-producent. Uanset hvilken vej konjunkturpilene peger, er der altså et enormt indtjeningspotentiale for en virksomhed som dem, hvis de klarer at kapre markedsandele eller blot klarer at fastholde deres markedsandel i et voksende marked, siger Michael Drøscher Jørgensen.

Nykredit Markets anbefaler lige nu overvægt af IT, stabilt forbrug og sundhed og undervægt af råvarer, industri og telekommunikation. Vægtningen skal ses i forhold til, hvor meget disse sektorer udgør i det brede globale indeks, MSCI World. En anbefaling om overvægt af fx sundhedsaktier betyder, at Nykredit vurderer, at denne sektor vil klare sig godt, og at du som investor kan øge dit afkast ved at lade denne sektor udgøre en relativt større andel af din portefølje.   

Michael Drøscher Jørgensen

Chefanalytiker i Nykredit

Ekspert på danske aktier og ansvarlig for sektorstrategier i Nykredit Markets.

Relaterede Artikler

Artikel | 5 min. min

Shortsælgere sætter ind mod danske aktier

Shortsælgere har for alvor fået øjnene op for danske aktier og aggressive hedgefonde er en ny virkelighed. Det giver øgede udsving og øger risikoen ved investering i enkeltaktier.
Artikel | 3 min

Gik du også glip af 5 pct. i den varme sommer?

Mens solen brunede danskerne i juli, var der også varmt på aktiemarkederne, som trodsede frygt omkring Trump og handelskrig. Det har derfor kostet dyrt at stå uden for markedet.
Artikel | 4 min

Chefstrateg: Rentepilen peger opad – specielt i 2019

Nykredit forventer, at negative korte renter bliver fortid i 2019, mens de lange 30-årige renter kan nå 3 pct. ved udgangen af næste år. Renterne kan stige hurtigere og kraftigere end ventet, lyder vurderingen.