Nykredit Invest kåret af Morningstar for tredje år i træk

Det uafhængige analyseinstitut Morningstar har kåret Nykredit Invest som bedst i alle prisuddelingens tre hovedkategorier.

Nykredit Invest har vundet alle Morningstars tre priser for bedste investeringsforening i 2019. Det er tredje år i træk, at Nykredit Invest er blandt vinderne af hovedkategorierne til Morningstar Awards.

Kåringerne af Nykredit Invest falder i kategorierne 'Bedst til Aktier', 'Bedst til Obligationer' og 'Bedst til Aktier, Obligationer og Balancerede fonde'.

Chef for Nykredit Wealth Management, Peter Kjærgaard, glæder sig særligt over kontinuiteten i kåringerne:

For os er det helt afgørende – og en del af vores DNA i Nykredit og som formue- og kapitalforvaltere – at den værdi, vi skaber for vores kunder, er langsigtet. Derfor er jeg især tilfreds med, at det er tredje år i træk, at Nykredit Invest er blandt vinderne af Morningstars hovedkategorier.

Peter Kjærgaard, chef for Nykredit Wealth Management

"Det viser, at vi har formået at skabe gode langsigtede og risikojusterede afkast til vores kunder på tværs af tre meget forskellige investeringsår."

"I en kompleks global økonomi fyldt med muligheder, men også fyldt med kraftige kortsigtede markedsbevægelser, er det vores opgave at se gennem kompleksiteten og vælge de rigtige investeringer for vores kunder. Særligt i en tid, hvor de generelle markedsafkast er lave. Morningstar-priserne er en anerkendelse af, at vi gennem det seneste år i de fleste henseender er lykkes med det."

Vi kigger fremad

Morningstar Awards bedømmer fonde og investeringsforeninger på baggrund af afkast over et, tre og fem år, ligesom der justeres for investeringernes risici. Med priserne ønsker Morningstar at anerkende stærke resultater i det forgangne år, men ønsker ikke at anerkende ”held”. Der tages i bedømmelsen således hensyn til afkast og risiko i de sidste fem år, ligesom der korrigeres for gode resultater opnået ved, at forvalteren tager større risiko. Derfor hører Morningstars Awards til blandt de tunge og anerkendte kåringer i sektoren, siger Peter Kjærgaard.

"Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at vores resultater de seneste år ikke er en garanti for, at vi også fremover kan lykkes med at skabe den samme værdi for vores kunder. 2020 er startet turbulent, og særligt i disse uger, hvor markederne reagerer ganske markant på coronavirussens udbredelse, bliver der stillet krav til vores evne til at tænke og investere langsigtet på vegne af vores kunder. Vi mener dog, at vi står godt rustet til at kunne hjælpe vores kunder godt gennem de udsving, vi ser for tiden, og Morningstar-priserne bestyrker os i den tro."